| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Vi tog afsked med Lisbeth og Søren og listede bagefter dem mod Mazara del Vallo. I denne by havde vi sat et par stjerner. Der var en stor parkeringsplads helt nede ved vandet og det var tæt på første stjerne. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi sendte en venlig tanke til Danmark, hvor der var varslet storm.
Teatro Garibaldi er et lille folketeater, lavet fuldstændigt i træ. Teatret står hengemt i et hus og er nok et af de få tilbageværende folketeatre i Europa. Ikke desto mindre er teatret stadig i brug og i dag kl. 5 skulle der også være en forestilling. Vi regnede os frem til, at der var plads til 100 - 150 mennesker i det lille teater. Selv om det var gratis at se teatret, sad der en venlig dame ved indgangen til huset. Hun spurgte, om vi ville have et kort over byen. Det takkede vi for.
Byen Mazara del Vallo er kendt for en borgmester, der har udstyret byen med en keramikrute. Overalt i den indre by er der keramikfliser på husvæggene, lavet af mange forskellige kunstnere. Mange af fliserne er blevet brændt i borgmesterens egen ovn. Vi gik fluks på jagt efter disse fliser. Men vi nåede ikke særlig langt, før en ung fyr kontaktede os og ville vise os nogle steder. Uden at tænke synderligt over det, fulgte vi med. Inden længe var vi på en guidet tur af den unge mand, der fortalte, at han stammede fra Quebec i Canada. Hans familie var af tunesisk afstamning. Han talte et meget dårligt engelsk og slog ofte over i italiensk.
Den unge mand viste os rundt på keramikruten i et hurtigt tempo og fortalte bl.a. at den føromtalte borgmester netop var gået på pension, så nu skulle der findes en ny. Vi fik også lidt at vide om de mange religiøse retninger, der lever i byen. Tidligere kunne man ikke krydse de forskellige bydele, hvor forskellige trossamfund holdt til, men i dag lever alle i fred og fordragelighed. Fliserne var også udtryk for de forskellige trosretninger. Vi stoppede ved en smukt udsmykket katolsk kirke (Francesco kaldte vores selvbestaltede guide kirken). Han havde nævnt, at han selv var muslim og han ventede på os i behørig afstand fra kirkens indgang.
Efter små 3 kvarter sluttede vores tur af ved byens katedral. Her var søndagsmessen ved at gå i gang, så vi tog et hurtigt kig ind i den imponerende bygning. Udenfor tog vi afsked med guiden. Vi havde talt, om han skulle have 5 eller 10 euro for sit selvbestaltede show og vi gav ham 10. Han så skuffet ud og ville gerne have 20 euro for sådan en “group tour”. Det afslog vi. Han havde selv henvendt sig, så kunne han ikke bare forlange en standardtakst. Så gik han med et “okey”. I løbet af et minut eller to, havde han allerede kapret de næste “kunder”. En smart forretningsmetode, der nok skulle skaffe den unge fyr penge på lommen. Det er måske dét, jeg skal slå mig ned på inde i Fredericia. Jeg skal bare lige finde ud af, hvor jeg skal stille mig, for at kapre turisterne :)
Vi satte os ind på en nærliggende restaurant, hvor en frisk tjener med et godt engelsk kunne rådgive os om menuen. Marie valgte en pastaret og tjeneren sagde, at det var det bedste valg. Det var simpelthen den bedste ret på menuen. Så uanset hvad jeg ville vælge, kunne det kun være ringere. Det grinede vi af. Jeg valgte tunbøf, men tjeneren sagde, at det var udenfor sæsonen, så det var ikke et godt valg. I stedet anbefalede hun mig blæksprutte fyldt med ost. Det lød interessant.
Godt mætte forlod vi restauranten, der som sædvanlig var helt tom, da vi ankom men stort set fuld, da vi gik. Det er egentlig god timing.
Tilbage i camperen var der dejligt i solen, så vi gad næsten ikke køre videre. En ung fyr havde røget lidt for meget vandpibe. Han galpede op om, at vi ikke måtte holde på pladsen. Der holdt 2 autocampere ved siden af os og han gik et par gange frem og tilbage og skælde dem ud. Jeg prøvede at forklare ham, at vi ikke kunne tale italiensk, men han fortsatte bare sit arrigskab. Pothorn! Der var ingen skilte, der forbød autocampere på pladsen, så han kunne bare fise tilbage til sin vandpibe!
Efter en god times hvil/kontorarbejde, satte vi alligevel kursen mod Marsala.
På vejen dertil, havde vi sat kryds ved en vinbonde, men vi havde opgivet at køre dertil, for på deres hjemmeside stod, at man skulle have en forudgående aftale. Det passede ikke rigtigt med vores rejseform, hvor vi ikke kunne låse os fast på bestemte steder til bestemt tid.
I Marsala fandt vi også en parkeringsplads ved vandet. Her var åbenbart fødevare marked hver søndag, men det var slut og her var fin plads. Også her gik en ung fyr rundt og troede, at han ejede det hele. Han forsøgte at vise Marie ind til en plads og da vi forlod camperen, for at gå op i byen, gjorde han det klart, at han holdt øje med bilerne og forventede, at få betaling for det. Vi ignorerede ham og gik videre.
Marsala var et af de steder, jeg havde set meget frem til. Her produceres en Marsalavin, som er kendt verden over som tilsætning i mad. F.eks. chicken marsala. Vinen sælges i forskellige sødmegrader og alder. En gammel tør Marsalavin skulle kunne sammenlignes med en god sherry. Det glædede jeg mig til at få efterprøvet.
I gaderne var der flere butikker, der solgte vin - selv om det var søndag. Vi gik forbi butikkerne, for at komme til en kommunalt ejet Enoteca, hvor vi kunne få en decideret smagning. Men denne var lukket. Det var jeg lidt skuffet over, men vi fortsatte og skulle nok finde et sted, hvor vi i det mindste kunne smage Marsalavinen.
Vi faldt ind hos en kombineret restaurant/vinhandel, hvor en højtråbende tjener serverede en tør, gammel Marsala for os i et par store glas. Det smagte ok, men vi var enige om, at det ikke kunne hamle op med en god gammel Amontillado eller Oloroso sherry. Mens Marie var på toilettet, viste tjeneren mig et par andre flasker Marsalavine og den ene var ifølge ham den allerbedste. Den måtte jeg smage. Jeg gav ham ret, den smagte meget bedre og nu var vi tæt på sherry’en. Jeg købte en flaske af ham og han havde også vores Maria Costanza hvidvin, som jeg også tog en flaske med.
Lidt længere henne af gågaden kom vi til en anden (og større) vinbutik Garibaldi. Jeg stak hovedet ind og konstaterede, at min Marsala vin var købt for dyrt. Her fandt jeg også en 30 årig Marsala vin til 39 euro. Den måtte jeg simpelthen have med også…
Tilbage ved camperen var der dukket en madtruck op på parkeringspladsen. Priserne var rimelige 2,50 - 4 euro for maden. Vi satte os hen i camperen. Der var et værre leben med unge mennesker, der mødtes i deres biler eller på scootere. En madtruck parkerede næsten lige foran camperen og snart var der også kø foran den. En 3. truck dukkede op og der var kundegrundlag til dem alle. For enden kørte en karrusel konstant og der blev spillet børnemusik eller musik for de unge.
Det var ingen problem at få et par timer til at gå med at kigge på sceneriet lige foran vores bil. Der var et konstant leben. Marie strikkede lystigt. Hun må snart have så meget erfaring, at hun kan lave mig en ny færøtrøje!
Ved 20:30 tiden mente Marie, at vi skulle have lidt at spise. Jeg var ikke sulten men træt, så jeg tillod mig at kravle tidligt i seng, mens Marie satte sig til rette med en rugbrødsmad med tomater og æg på.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |